Klummer, essays og debatindlæg · bl.a. i Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten
Om rigdom og lykke »Selv blev jeg født et rigt svin. Født ind i den fattige tilværelse, der er millionærens.«
Om social arv og uddannelse »Tragedien er sjældent ikke at lykkedes. Den er at lykkedes med det forkerte.«
Om social arv og uddannelse »Et sted i Brøndby ligger der måske en Shakespeare og roder rundt under en Toyota.«
Om organdonation »Til politikerne står dette tilbud ved magt: I kan få hele mit kadaver for 100.000 kr.«
Om dyrevelfærd »Som vores små, fede maver fordøjer grisen, kan vi da lige så godt bøvse af med lidt dyrevelfærd.«
Om verdens elendighed »Jeg glæder mig til VM i Qatar. Så skal jeg hivet efter livet, ligesom migranterne, der sørgede for min underholdning.«
Om rigdom og lykke »Min vens far vekslede et ekstra ciffer på sin bankbog til et ciffer mindre på sin gravsten.«
Om social arv og uddannelse »I Gentofte kender man ikke håndværkere. Man har deres numre.«
Om dyrevelfærd »Grisen fødes i et bur, fyldes op med hormoner, dør og forlader vores verden i en lille kiste, vi kalder Stryhns.«
Om ældrepleje »Der findes mennesker, som mod betaling passer vores planter, mens vi er på ferie. Planter! Min mormor kan ikke komme uden for sin egen dør.«
Om social arv og uddannelse »Vi bruger tyve år på at forme børn til at ligne os selv og kalder bagefter resultatet for talent.«
Skribent og debattør. Baggrund i filosofi, til daglig tekstforfatter og kreativ i reklamebranchen.
Skriver om social arv, privilegier og det moderne liv. Ofte med udgangspunkt i sin egen opvækst nord for København, altid med satirisk kant.
Mest læste
Læs dem i fuld længde
Om social arv og uddannelse
Om Danmark og Frankrig
13 tekster i alt
Sorteret efter vurdering. Bedst øverst.
Reaktioner
Esben Bjerre
Her Går Det Godt · om »I kan få hele mit kadaver for 100.000 kr« · 10.02.2023 · Hør afsnittet
»Der er en filosofistuderende i Politiken som simpelthen har bukket min hjerne et sted hen, jeg aldrig havde tænkt over organdonation før. Jeg synes, han er genial.«
Lyden kunne ikke afspilles her. Åbn filen i en browser.
Peter Falktoft
Her Går Det Godt · om »Jesper Buch, vil du please lufte min mormor?« · 09.08.2026 · Hør afsnittet
»Dagens overskrift på dagens klumme på Politiken er: 'Jesper Buch, vil du please lufte min mormor'. Og så er de tilbage jo, for det er sjovt.«
Lyden kunne ikke afspilles her. Åbn filen i en browser.
»Lige lidt uopfordret ros herfra. Virkelig godt debatindlæg i Politiken i går!«
»Mens underklassen (heldigvis!) har fået lidt mere stemme de seneste år, også af den selvkritiske slags, hører vi stadig ikke meget fra de rige. Din stemme er derfor meget velkommen! Og så skriver du tilmed pissegodt.«
»Og sådan bliver vi mindet om, at filosoffer endnu har en rolle at spille i det moderne samfund. Christopher Falkenberg, skud ud!«
Presse
Om
Skribent og debattør · Baggrund i filosofi · Tekstforfatter og kreativ i reklamebranchen
Christopher Falkenberg skriver klummer, essays og debatindlæg til bl.a. Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten. Han har en baggrund i filosofi og arbejder til daglig som tekstforfatter og kreativ i reklamebranchen.
Hans tekster har flere gange skabt landsdækkende debat og er blevet taget op i morgen-tv, podcasts og radio. Han skriver om social arv, privilegier og det moderne liv, ofte med udgangspunkt i sin egen opvækst nord for København, og altid med satirisk kant.
Portræt
Kontakt
Christopher er åben for faste klumme- og skribentsamarbejder ved siden af sit daglige arbejde. Redaktører er meget velkomne til at række ud.
Skriv direkte
christopherfalkenberg1@hotmail.comFørst bragt i Politiken · Juli 2026
Om social arv og uddannelse
Omtalt i
Der står en mand på en stige hjemme hos mine forældre i Gentofte. Han hedder Peter Polak. Peter står med hovedet oppe under loftet med et bundt ledninger mellem fingrene. Hvad han præcis laver? Aner det ikke. Min far har forklaret mig det tre gange. Ingen af os forstår det. Men vi er selvfølgelig også uddannede mennesker.
Min far står nedenfor og kigger op. Min mor har lavet kaffe. Selv sidder jeg ved spisebordet og arbejder med noget marketing. Tre veluddannede mennesker samlet omkring én mand, der faktisk ved, hvad han laver. Peter trækker i en ledning. Lytter. Skruer videre. Han siger ikke ret meget. Han er jo polak. Mit indtryk er i det hele taget, at mennesker med egentlige kompetencer sjældent siger ret meget. De går bare rundt og fikser ting.
»Alle burde have en Peter Polak«, siger min far. Og ja. Det burde de. Men hvorfor fanden er ingen af os blevet til en Peter Polak? Ser man sig omkring, skulle man næsten tro, at det var naturens orden. At børn nord for Motorring 3 bare fødes med smalle håndled, tilbagestrøget hår og et naturligt anlæg for jura, medicin og den slags. Og at børn på Vestegnen kommer ud med stærkere underarme og en intuitiv forståelse for vådrumsmembraner. Det lyder latterligt. Men ikke meget mere latterligt end den måde, virkeligheden faktisk ser ud på. Jeg kender ikke en håndværker. Ikke én. Jeg kender kun jurister, læger, økonomer, konsulenter og et imponerende antal mennesker, der arbejder med noget med noget. Men ingen håndværkere. I Gentofte kender man ikke håndværkere. Man har deres numre. De dukker op, når lyset går. Og så står vi som nu – mor og far og jeg – og glor på dem som middelalderbønder omkring en troldmand.
Men det kan jo ikke passe. Det kan ikke passe, at alle de bedste advokater bliver født i hjem med vinkøleskab, mens alle de bedste håndværkere bliver født i hjem med trailer i indkørslen. Så pænt fordeler talent sig ikke. Det gør forventninger. Vi bruger tyve år på at forme børn til at ligne os selv og kalder bagefter resultatet for talent.
I denne uge får tusindvis af unge svar på, om de er kommet ind på deres uddannelse. Tillykke. Du er kommet ind på din fars drømmeuddannelse. Ikke fordi han tvang dig. Så gammeldags er vi ikke længere. Ingen forbyder dig at blive tømrer. Man minder dig bare om, hvor mange døre jura åbner. Hvor synd det ville være ikke at bruge dit gode hoved. Sådan redder man endnu et håndværkertalent fra håndværket. Pænt. Kærligt. Næsten umærkeligt.
Det samme sker naturligvis den anden vej. Et sted i Brøndby ligger der måske en Shakespeare og roder rundt under en Toyota. En mand med et sjældent blik for kærlighed, magt, jalousi og menneskelig forfængelighed. Lige nu skifter han kobling. Fordi hans far havde et værksted. Fordi hans onkel også kunne skrue. Og fordi ingen omkring middagsbordet nogensinde spurgte, om han kunne skrive.
Efter sommer starter August på CBS. Måske skulle han have været mekaniker. Et ægte mekanikertalent. Den slags, der kan høre på en motor, hvad den fejler. Om fem år sidder han i et mødelokale og flytter bokse rundt i PowerPoint. Til den tid har han lært at kalde det transformation.
Shakespeare og August skal nok begge to klare sig fint. Det er sgu næsten det værste. For tragedien er sjældent, at mennesker mislykkes. Den er, at de lykkes med det forkerte. »More coffee?«, spørger mor Peter. Jeg løfter blikket fra computeren. Min far står under stigen med hænderne i lommen. Bag ham står køkkenøen i marmor. Bøgerne i reolen. De nyslebne gulve. Et helt hjem, der aldrig har behøvet at sige højt, hvad man burde blive. Social arv behøver ikke altid komme ind ad døren med cigaretrøg i tøjet og et kommunebrev i hånden. Den kan sagtens også dufte af rødvin, bøger og nysleben parket. Af mennesker, der lige kender en selv. Den kan stå ved køkkenøen og sige: »Du skal selvfølgelig gøre præcis, hvad du vil«. Og bagefter: »Men jura åbner jo mange døre«.
Vi vælger selvfølgelig selv. Vi vælger bare kun blandt de liv, vi har lært at forestille os. Den ene så værkstedet. Den anden så universitetet. Rundtomkring sidder der fremragende mekanikere i mødelokaler. Der ligger store forfattere under biler. Der går mennesker rundt med hænder, der kunne have bygget noget enestående, og hoveder, der kunne have tænkt noget nyt.
Tænk, hvis flere lavede det, de faktisk var bedst til. Det, de havde blik for. Det, de ikke kunne lade være med. Af ren og skær passion, ikke postnummer. Tænk et samfund, det ville blive. Vi ville få bedre huse. Bedre virksomheder. Bedre bøger. Bedre ...
»Done«, siger Peter Polak pludselig. Lampen tænder. Peter kommer ned ad stigen og forklarer, hvad der var galt. Far nikker alvorligt. Han forstår ikke et ord. Det gør jeg heller ikke. Vi er jo uddannede mennesker.
Først bragt i Politiken · Dato følger
Om rigdom og lykke
Omtalt i
»Mens underklassen (heldigvis!) har fået lidt mere stemme de seneste år, også af den selvkritiske slags, hører vi stadig ikke meget fra de rige. Din stemme er derfor meget velkommen! Og så skriver du tilmed pissegodt.«
Og pust ud. Pyyyyh. I et lille yogastudie i Charlottenlund ligger vi seks-syv rige svin og trækker vejret. Aftensolen falder ind ad vinduet og lander på det ellers uskønne underlag af lidt for rødvinsglade kroppe i lidt for sexede outfits. Stemningen er gemytlig, instruktøren behagelig, og ingen er betænkelige ved udskrivningen på 850 kr. for at lære at trække vejret.
»Højere op med numsen, Jesper«, lyder det i rækken bag mig, hvor en kendt erhvervsmand er på alle fire. Han døjer åbenlyst med at finde sindsroen og har vel aldrig haft en hvilepuls, men minsandten om han ikke lige fandt sine ankler: »Så flot, Jesper, lige dér, kan du mærke det?«, hvortil Jesper med en forsigtig stolthed erklærer sine ankler fundet.
Selv blev jeg født et rigt svin. Født ind i den fattige tilværelse, der er millionærens. Hvor pengesyge er en nedarvet lidelse, med stress og stive smil som symptomer, familie og fritid som ofre, og Mercedes-Benz og Marbella som små lykkepiller, der dårligt lindrer en arbejdsuge på nogle-og-firs timer.
Forleden mistede min ven sin far, en partner hos et stort advokathus. Han arbejdede sig ihjel og blev fundet som et jakkesæt, der var flydt ud over sit kontorbord. Ikke den første og næppe den sidste, for det har sin pris at være rig. Min vens far vekslede et ekstra ciffer på sin bankbog til et ciffer mindre på sin gravsten. Tror fanden, han skulle have lært at trække vejret med os andre.
Og her ligger vi så: Jesper, jeg selv og de andre rige svin. Fra højtaleren strømmer trommer og fuglesang i et forsøg på at bringe sindet ud af yogastudiet og ind i Amazonas, hvor det kan slænge sig i en klapstol ved et vandfald.
Selv mærker jeg ingenting. Min tankestrøm holder mig tilbage, og snart er jeg alene blandt åndsforladte kroppe, hvis ejere har drømt sig væk i en selvbedragerisk idyl, ikke ulig den de forlod i Charlottenlund.
Godt midtvejs, danderer et par moderigtige fyre ind ad døren, bankfolk måske, start trediverne og begge med samme tilbagestrøgne frisure, der unægtelig afslører, at disse kopivarer må være blevet skudt ud af CBS med en fandens fart. Som eneste reelt tilbageværende sjæl i det lille yogastudie, sender jeg dem et pligtskyldigt smil, de afkoder som en slags indbydelse til at lægge deres yogamåtter ved min.
De har en indtagende tilstedeværelse, mest af alt psykologisk, deres væsen, selvsikre og succesfulde, på sikker kurs mod millionen og den store beundring, og med ét føles mit eget selvbillede utilstrækkeligt. De lukker øjnene, og jeg betragter dem uforbeholdent, disse fremspirende rigmænd fra min egen årgang, sikkert fra mit eget ophav. Misundelsen melder sig, mon det er federe at leve som dem, have deres ur, titel, kone?
Det er denne velkendte uimodståelighed, tiltrækningen mod det, man ikke selv har, der driver pengesygen som et eskalerende vanvid mellem mennesker. Mellem samfundslag. Og mellem yogamåtter. Et vanvid, alle er bevidste om, hvor vi siger til os selv og hinanden: 'At penge ikke er lykken', ligesom videnskaben har sagt det i årevis, et ekko fra Aristoteles. Alligevel jagter vi ubønhørligt det ene gode efter det andet.
Og pokkers, om dem, der har opnået flest, nu ikke ligger her og drømmer sig væk til et sted, hvor de ingenting har. Ikke andet end ønsket om sindsro og den simple tilstedeværelse i sit eget åndedrag. Velvære, vist nok.
Først bragt i Politiken · August 2026
Om ældrepleje
Den er enkel, skalerbar og løser et konkret problem for en voksende målgruppe.
Omtalt i
»Dagens overskrift på dagens klumme på Politiken er: 'Jesper Buch, vil du please lufte min mormor'. Og så er de tilbage jo, for det er sjovt.«
Min mormor skal luftes. Ikke voldsomt. En halv time et par gange om ugen burde være rigeligt. Ned med elevatoren, en tur rundt om plejehjemmet og hjem igen, før hun bliver kold eller begynder at spørge, hvem man er.
Selv får jeg det bare ikke gjort.
Jeg har arbejde, aftaler og en telefon, der hver dag minder mig om nye ting, jeg skal nå.
Min mormor har mest bare tirsdag.
Tirsdag og så de øvrige dage, der efterhånden minder en del om den.
Til gengæld tror jeg faktisk, at jeg har fundet Danmarks mest oplagte ide til en startup.
Ikke fordi idéen er revolutionerende.
Tværtimod.
Den gør bare på plejehjemmet, hvad vi allerede har gjort i resten af samfundet: gjort andre menneskers tid til noget, man kan bestille.
Uden for plejehjemmets mure får vi mad leveret, hunden luftet og lejligheden gjort ren med et swipe på en skærm. Forleden fik jeg et voksent menneske til at cykle gennem København med en pose vingummi, fordi jeg ikke selv orkede at gå de 300 meter ned til kiosken.
Der findes mennesker, som mod betaling passer vores planter, mens vi er på ferie.
Planter, Jesper!
Min mormor kan ikke komme uden for sin egen dør.
Hun bor åbenbart på den forkerte side af disruptionen.
Hendes verden består stadig af ringbind. En opslagstavle. En kaffemaskine, der hoster. En kuglepen bundet fast med snor.
I fællesstuen står et gammelt klaver, som nogen engang har doneret. Det står og venter på det samme som min mormor: at et menneske kommer forbi.
Det mærkelige er, at vi uden for plejehjemmet har bygget en hel økonomi på at koble mennesker, der mangler tid, sammen med mennesker, der har tid til overs. Alle kan åbenbart finde et ledigt menneske. Bare ikke min mormor. På plejehjemmet løber medarbejderne mellem medicin, måltider, toiletbesøg, dokumentation og alarmer. De gør alt det, de kan nå. Min mormor bliver vasket, får sin medicin og får hjælp i tøjet. Hun bliver holdt i live. Men det kniber med alt det andet. Alt det, der ikke kræver en uddannelse, men som måske er grunden til, at man gider stå op om morgenen.
Så her er idéen, Jesper: Vi finder unge mennesker, der vil arbejde for gamle mennesker. Ikke som frivillige. Som mennesker på arbejde. De skal ikke dosere medicin, skifte kateter eller løfte nogen ud af badet. De skal gå en tur. Tabe i rommy. Høre historien om dengang min mormor mødte min morfar. Måske spille tre akkorder på det gamle klaver. Bare være der.
Vi kan kalde det GoMoremor. Det er en arbejdstitel. Det kan selvfølgelig hedde noget smartere. Det er du bedst til.
Min mormor skal ikke selv downloade en app, acceptere cookies og vælge mellem Oliver på 18, der »brænder for mennesker«, og Mathilde på 19, der søger »et fleksibelt studiejob med mening«. Jeg gør det for hende. Et tryk, og Mathilde er på vej. Jeg kan følge hende på kortet, ligesom når min sushi nærmer sig.
Det praktiske skal selvfølgelig være på plads. Identifikation, screening og en tryg måde at gøre det på. Men vi lader allerede fremmede køre os hjem, passe vores børn og sove i vores lejligheder. Mon ikke vi også kan finde ud af at lade dem tage mormor en tur rundt om huset?
Og ja, det ville selvfølgelig være bedre, hvis jeg selv gjorde det. Det burde jeg også gøre oftere. Men min dårlige samvittighed får hende ikke ned med elevatoren på torsdag.
Jesper, du må få 100 procent af min virksomhed.
Bare, please, luft min mormor.
Først bragt i Berlingske · 2026
Om Danmark og Frankrig
Jeg ser ham ved olivenboden. Han står med en lille træske i hånden og smager alvorligt på noget grønt, som om han har gjort det hele sit liv. Jeg ved ikke, hvad der afslører ham. Måske tøjet. Måske måden, han står på.
Men han er dansker.
Vi har fået øjenkontakt én gang. Det er rigeligt. Vi har trods alt kørt 2.000 kilometer for at slippe væk fra hinanden.
Sådan gør vi hvert år. Vi forlader Danmark i hobevis med tagbokse, køletasker og den samme forestilling om, at livet ligger og venter et sted syd for Alperne.
Til sidst sidder man på et torv som det her, omgivet af gamle stenhuse. Bag kirken rammer pétanquekuglerne hinanden med tørre klonk. En mand trækker en vogn med meloner over pladsen. Fra et åbent vindue hænger et lagen og bevæger sig dovent i vinden.
Midt på vejen holder en varevogn. Ingen dytter. Den flytter sig jo nok.
Her virker det i det hele taget, som om verden godt kan fortsætte, uden at nogen hele tiden behøver sørge for det.
Hjemme drejer tandhjulene. Kalenderen fyldes. Børn afleveres. Møder begynder. Beskeder besvares. Et sted bliver noget altid sendt videre til den rette afdeling.
Her kan en frokost vare tre timer. Så må resten af verden sgu lige vente.
Min familie har et gammelt stenhus tæt på torvet. Det hænger på siden af bjerget med udsigt over dalen, og på klare dage kan man se helt til Middelhavet.
Skodderne er falmede. Gulvene hælder. Hoveddøren skal løftes lidt, før den kan lukke. Tænder man ovnen og kaffemaskinen samtidig, går sikringen, og det varme vand kommer, når det kommer.
C'est la vie.
Franskmændene siger det med et lille træk på skuldrene. Som om mennesket ikke er sat på jorden for at få en dør til at lukke ordentligt.
I Danmark ville vi kalde det en fejl. Her kalder man det livet.
Det slår mig hvert år omkring feriens fjerde dag, at jeg burde blive. Ikke en uge mere. For altid.
Jeg kunne få et lille bord på torvet og skrive om formiddagen. Lære slagteren at kende. Med tiden udvikle en sær hat og et kompliceret venskab med en mand ved navn Jean-Pierre. Måske få en hund, der kunne ligge midt på vejen.
Jeg ville blive et bedre menneske.
Den drøm får jeg hvert år. Den holder, lige indtil noget går i stykker.
Denne gang er det toilettet.
Det holdt op med at virke tirsdag. En håndværker skulle komme torsdag eftermiddag. Torsdag eftermiddag kom. Det gjorde håndværkeren ikke. Fredag var det stadig lidt charmerende.
Nu er det mandag. Toilettet virker stadig ikke, og jeg sidder derfor på caféen på torvet. Ikke for at skrive. Caféen har et toilet.
Og kaffe, i princippet.
Tjeneren tog imod min bestilling uden at skrive den ned. Det så ubesværet ud. Næsten overlegent. Som om kun mennesker nord for Alperne behøver en kuglepen for at servere en espresso.
Det er 24 minutter siden. For en uge siden ville jeg have beundret ham. Nu tager jeg tid på ham.
Jeg er pisseirriteret.
Foran mig vipper bordet. Bag kirken fortsætter pétanquekuglerne. Hunden ligger stadig foran bageren. Varevognen holder stadig midt på vejen. Alt er præcis, som det var for en uge siden. Det er bare ikke charmerende længere.
Varevognen holder ikke afslappet midt på vejen. Den spærrer. Døren er ikke charmerende skæv. Den kan ikke lukke. Håndværkeren lever ikke i sit eget tempo. Han kommer bare ikke. Og tjeneren er ikke autentisk. Han har glemt min skide kaffe.
Det slår mig, at min sommerferie hvert år har to akter.
I den første vil jeg være fransk. I den anden vil jeg dø for Danmark.
Nu vil jeg hjem.
Hjem til kalenderen. Til MitID. Til numre i køsystemer og sms'er fra tandlægen. Til vandtryk. Til døre, der lukker. Til en håndværker, der skriver, at han kommer mellem 8 og 12 og faktisk dukker op klokken 11. Til varevogne, der bliver flyttet. Til kaffe, man bestiller og kort efter får.
Til hele det effektive, velorganiserede, lettere neurotiske system, vi kørte 2.000 kilometer for at slippe væk fra.
Ja. Jeg er klar til min røvkedelige hverdag.
C'est la vie.
Først bragt i Jyllands-Posten · Maj 2022
Om medier og fordømmelse
Omtalt i
Lad det lyde fra de nordligste klitter på Skagen og til Falsters enge mod syd: Herlufsholms hemmeligheder er røbet. Sammen, under mediernes befaling, lad dette uhyre spiddes, denne Jan Guillouske ondskab. Lad det blå blod flyde fra stedet og dræne hen over gravene på Herluf Trolle og Birgitte Gøye. Lad sandheden løfte sig fra denne aftjente skole, som det sidste røg over den udbrændte aske: På Herlufsholm er der blevet uddelt »lammere«, »trælår«, og hvad der estimeres til to fingre i numsen.
Forbeholdt dramatiseringer er dette virkeligheden på den berømte skole. En virkelighed, dermed sagt, der alene udspiller sig på landets forsider og i en håndfuld krænkede elevers blå bæger. Og som bananfluer om en hundelort har journalister, meningsdannere og politikere sværmet historien for den bitte næring, der måtte være til stede i sensationen.
En saglig reportage havde taget højde for, at det absolutte flertal ikke genkender en »voldskultur«. I min egen tid fik jeg lammere af præfekter og blev skubbet i vandet under »pø-kamp« – alt sammen i gensidig respekt og sjov (vist også fordi jeg havde druknet deres madrasser i vand). Drengestreger. Dertil er der sket en markant lempelse af den disciplinære og hierarkiske linje, der hørte skolen til for 30 år siden. Men i tråd med mediernes narrativ om Herluf anno 2022 bringes adskillige vidnesbyrd, der hører 80'erne og 90'erne til. Hvis Herluf har voldskultur, er voldskultur, hvor drenge er samlet. Hvad angår seksuelle krænkelser, er disse alle altid forkerte, endog alle steder i vores samfund.
Mit ærinde ligger dermed ikke med de elever, der blev svigtet af Herlufsholm, til hvem der rækkes både sympati og respekt for at stå frem. Nej, et sted i dybet af dette spektakel findes mediernes demokratiske og etiske svigt over for danskerne, når de dækker historier for entydigt. I dag skrev en journalist til mig, om jeg kunne genkende historien om Herluf og eventuelt knytte en kommentar. Da jeg afvisende forklarede, at det var decideret misvisende, hørte jeg aldrig retur. Og voila: På ny har den fjerde statsmagt manifesteret sin appetit for »den gode historie« og pisket et fakkeltog i gang i opinionen. Denne hysteriske folkerevolution endte som i historiebøgerne med at kappe hovedet af på den grusomme leder, rektor Kjellberg.
Det skal siges, at Kjellbergs hoved fylder meget lidt for min nattesøvn. Mareridtet indtraf først senere, da bestyrelsesformand Torben von Lowzow, med mediernes estimerede to fingre i numsen, erklærede en gennemgribende ændring af skolen. Herunder udfasning af præfektsystemet og pø-kampen, begge ofret for befolkningens sensationsliderlighed og mediernes syn for bundlinjen. På omkostningssiden står traditioner, der strækker sig 550 år, samt livsnerven, der har gjort landets ældste skole til lige præcis dette: landets ældste skole. Denne udmelding var den egentlige halshugning af Herlufsholm, hvis jordiske rester nu efterlades så hovedløst konformt.
Få så fingeren ud, hr. Lowzow.
Først bragt i Jyllands-Posten · Januar 2023
Om dyrevelfærd
Pyha, vi klarede den. Den søde juletid er bag os, og der var ingen, der nævnte det med dyrevelfærd. Det der med, at det er synd for grisene. For det glemmer vi jo belejligt, når først grisen hænger på gaflen og tværes rundt i den brune sovs. Men som vores små, fede maver fordøjer dyret, kan vi da lige så godt bøvse af med lidt dyrevelfærd. Og hvor var det nu, vi slap? Jo, de fleste kan vel huske grisen. Den der lyserøde ting. Den fødes i et bur, fyldes op med hormoner, dør og forlader vores verden i en lille kiste, vi kalder Stryhns. Der findes også økogrise. De får en særlig kiste med et lille »Ø« på siden som et slags mindesmærke om deres gode liv. Og tanken er da smuk. Så kan vi lige ære grisen, inden vi smører dens hakkede indvolde ud på et rugbrød og topper maden med lidt grise-fætter i form af en skive saltkød. Og værsgo: et styk dyrlægens natmad – økologisk, naturligvis.
Det er godt og vel hertil, vi var nået med dyrevelfærden, inden vi gik på julepause. For sådan er griselivet anno 2022 – fra deres spæde begyndelse til deres sidste rejse gennem vores tarmsystemer. Og nu er julen bag os, og så skal der atter snakkes økologi. Hvor vi igen skal stoppe os med løgnen om, at vi alle gør åh så meget for de øffende stakler. Desværre kan man dårligt holde løgnen nede, når mavesækken i forvejen bugner med frikadeller og flæskesteg. Derfor brækker jeg mig over min egen dobbeltmoral. Jeg får kvalme ved tanken om en hel befolkning, der har det ligesom mig. Og som vi sidder og slår mave efter julen, er det ganske naturligt at få en dårlig smag i munden.
Lad os da hellere være ærlige: Vi er madglade, ikke moralske. Vi er ligeglade med grisens trivsel, for i sidste ende er dens steg vigtigere end dens skrig. Spørg bare ude hos Tulip. De er i øvrigt aktuelle med en reklamefilm, der i disse dage netop minder os om vores kødglade natur. Den ligefrem hylder svinet i os alle, den såkaldte »baconeer«, som danser rundt til lyden af simrende bacon. Så pokker være med, at grisen engang har hylet fra et bur – på stegepanden lyder den jo himmelsk.
Et sted på kødhakkerfabrikken har Tulips reklamefolk lavet et tværsnit af befolkningen og vurderet, at en reklame, der hylder kødlysten, ville ramme plet i den underbevidste forbrugeradfærd. Det er væsentligt, fordi reklamen minder os om den sandhed, vi alle fortrænger, men som hvert år bliver serveret med julestegen.
Tulip ved det. Politikerne ved det. Alle ved det. Dyrevelfærd er en nobel, men tabt sag for en befolkning, der priser gylden flæskesvær som ædelmetallet af samme farve. Når alt kommer til alt, er vi madglade baconeers, ikke moralske musketeers. Det er sandheden, som vores små, fede maver skal til at fordøje.
Først bragt i Jyllands-Posten · Februar 2023
Om mediernes dommedagsdækning
Pyha, vi overlevede. Stormen Otto blev lige så voldsom som forventet, men vi var jo advaret af medierne. Public service-kanalerne gjorde sit for at oplyse om den forestående katastrofe. »Den værste storm i flere år« måtte man forstå. Tapre journalister indtog stillinger langs kystlinjen og berettede bravt om den stigende vandstand, der på sit højeste nåede sålekanten på deres gummistøvler. Andre steder meldte de om evakuerede højhuse, væltede skraldespande og piloter, der blev tvunget ud i akrobatiske manøvre for at undslippe katastrofens epicenter, Danmark.
Som fredag blev til lørdag, og vindstød blev til solskin, kunne vi alle ånde lettet op. Selv slæbte jeg mit forskrækkede korpus ned i bryggerset for at se nærmere på skaderne udenfor. Forsigtigt løftede jeg brevsprækken, tittede ud, og forventede vel, at min nabo lå livløs ude ved postkassen med en morgenavis i hånden og en teglsten i hovedet, eller at et par faldne lygtepæle havde skåret skiver af min Berlingo i garagen.
Bilen var uskadt, og det samme var Lars. Han pippede frem fra sin egen brevsprække og nikkede min vej som for at sige: »Vi er i sikkerhed nu. Det hele bliver godt igen«. Men det stod hurtigt klart, at Otto havde opført sig ordentligt. En storm, bevares, men den var blevet blæst grueligt op af medierne.
Resten af dagen forløb som vanligt, når det har været stormvejr. De vindblæste danskere gik og spurgte hinanden »har det også blæst hos jer?«, som for at nære tanken om, at man jo selv havde været i livsfare. Imidlertid kunne aviserne gå i breaking med nye sensationer, såsom Leos død (en åbenbart ikonisk sanger) og Britt Bendixen, der stillede danseskoene efter nogen-og-firs glade år.
Samtidigt er de knapt så danseglade i Tyrkiet og Syrien. Her er 50.000 omkommet i en katastrofe, der får Otto til at minde om en blomkålsprut, og danskerne til at ligne privilegerede skvat, der trænger til en rusketur af orkanstyrke. De stakkels mennesker ligger stadig under murbrokkerne, mens aviserne herhjemme føder os med en nyhedsstrøm af banaliteter og indbildske katastrofer.
Mon ikke fremtidens dækning af storme kunne overgå til Vejrudsigten?
Først bragt i Politiken · 2022
Om verdens elendighed
Jeg er taget i beskyttelsesrum fra verdenens elendighed. Det sker i en tid, hvor dårlige nyheder stabler sig som mursten omkring os og gør livet tiltagende klaustrofobisk. Her sidder jeg. I ly af det kaos, der udspiller sig omkring mig. Udrustet med bogen »Mans Search for Meaning«, mens jeg prøver at forstå vores fragmenterede verden. Men tillad mig at vende tilbage til dette kronværk af Victor Frankl.
Meldingerne fra landjorden er, at inflationen er eksploderet. Luftsirenerne lyder, mens danske hjem bliver tæppebombet af energipriser og konkurser. Bliver du syg undervejs, er det på egen hånd. For sygeplejerskerne, der skulle tage sig af dig, er søgt nordpå efter penge. Det forlyder også, at jorden er ved at smelte. Naturligvis kun, hvis ikke en atomkrig kommer den i forkøbet. Det er denne virkelighed jeg nu søger tilflugt fra.
Ikke alt er skidt hernede i mit flyveskjul. I tilværelsen finder jeg et par åndehuller. Eksempelvis det kommende VM i Qatar, hvor jeg kan hive efter livet, ligesom migrantarbejderne hev efter deres, da de sørgede for min underholdning.
Flugtvejene fra min situation er få. I den digitale verden er udsigterne noget nær lige så dystre, som i den fysiske. Bliver du ikke bestjålet for dine data af en forbryder, bliver du bestjålet for dine data af en udbyder. Sådan er det: når de unge danser på TikTok, danser de også i Kina. Vores beskyttelse? En europæisk kommission, hvis autoritet ville blegne ved siden af Grethe fra Hjemmeværnet.
Andre søger tilflugt i den indre verden, i bevidsthedens eget lille kammer. Men også her ulmer uroen overalt. I vores lille nation meldes der om psykiske problemer og overbelagte stuer i psykiatrien. Ikke overraskende, for de fleste leder efter fodfæstet på vores iturevne Jord. Og med en psykiatri, der ligger i ruiner, må hjælpen søges andre steder. Det kunne være i filosofien, der i årtusinder har udforsket denne indre verden og udstyret os med holdepunkter, til når vi mister grebet om livet.
Tag bare Victor Frankl. Inspirationen til »Mans Search for Meaning« fandt han i koncentrationslejren, Theresienstadt, hvor han selv gik under fangenummeret 119.104. Bevares, hans skæbne var mere dyster end vores, men hans læring hænger ved som en lanterne i mørket. Kort fortalt: når den ydre verden forekommer allermest håbløs, må vi søge tilflugt i en indre refleksion over det, der er meningsfuldt i livet. I en tid hvor den tyske wehrmacht havde frarøvet Frankl sin familie, sine ejendele, sin identitet, kropsbehåring og menneskelighed, kunne intet tage fra ham denne søgen efter mening.
Med den læring, søgte jeg i beskyttelsesrum. Herfra afskærmer jeg mig verdens elendighed ved at forholde mig til den. Jeg reflekterer over tilværelsens udfordringer, og hvordan de kan tolkes på meningsfulde måder.
Massedrabene i Ukraine, modsvarer jeg med kærlighed til mine elskede. Truslen fra atomvåben, går jeg til ved at leve i nuet. Når jeg læser mediernes dramatiseringer, læser jeg også deres intentioner om at tjene penge på sensationen. Og jeg begræder ikke en afskedigelse fra jobbet, men husker de tusinder af arbejdere, til hvem Qatar gav en afskedigelse med livet.
Gennem refleksioner som disse, forsøger jeg, ligesom Frankl, at søge dækning fra verdenens elendighed. Ikke ved at gemme mig fra den forandrede virkelighed, men ved at gå til den med et forandret mindset. I en tid med store udfordringer, kan Frankls visdom anbefales som et varmt og trygt beskyttelsesrum.
Først bragt i Politiken · Februar 2023
Om organdonation
Omtalt i
»Der er en filosofistuderende i Politiken som simpelthen har bukket min hjerne et sted hen, jeg aldrig havde tænkt over organdonation før. Jeg synes, han er genial.«
»Og sådan bliver vi mindet om, at filosoffer endnu har en rolle at spille i det moderne samfund. Christopher Falkenberg, skud ud!«
Kom og køb, kom og køb. På det sorte marked sælges organer af enhver slags. Du kan købe et hjerte for 671.000 kr. Hvad med et kranium (med tænder) for 6700 kr.? Du kan også nøjes med en hovedbund, så koster den det halve, og hvis du i øvrigt er i markedet for lidt hud, kan det købes for 8,75 kr. per kvadratcentimeter. Sådan er det jo. Alting har en pris – også vores organer.
Når ventelisten til organdonationer bliver for lang, kan de rige shoppe rundt på den sorte børs. For os andre er livet mere skrøbeligt. Der er ikke råd til en nyre for 1,2 millioner kr. og … nå ja, så er det ulovligt at handle med væv og organer. Vi må nøjes med at trække et nummer i venteværelset og håbe på, at vi får et organ doneret inden lukketid.
Problemet er, at der er for få organer, og derfor har debatten om organdonation fået nyt liv. Nu drøftes det, om donation bør gøres automatisk for alle. Det vil sige, at din rustvogn i udgangspunktet kører dig via genbrugsstationen, før du når forbrændingsanlægget og til sidst det lille hul i jorden.
Debatten er imidlertid for længst blevet til en skægpillende diskussionsklub, hvor der filosoferes over den etiske forskel mellem aktivt tilvalg og aktivt fravalg, fremfor at overveje reelle løsninger på problemet. Skidt pyt med alle de moralske floskler og med Etisk Råds sofisterier. Problemet er, at der mangler donorer til transplantationer, og løsningen er næppe mere ordkløveri om det fandens kryds-af-felt på Sundhed.dk.
Det er selvfølgelig muligt, at der vil komme flere organer til, hvis det kræver et aktivt fravalg for ikke automatisk at donere. Men så er præmissen, at de manglende organer hidtil har skyldtes dovenhed – at vi bare ikke har orket at melde os til – fremfor den lige så sandsynlige forklaring, at mange rent principielt ikke har ønsket at gøre det. Jeg tror mere på det sidste, og derfor bør vi starte med at finde ud af, hvordan vi kan motivere folk til at give deres organer videre – og så skal vi filosoffer nok gruble over etikken af et kryds-af-felt.
Hvad med at tænke lidt ud af boksen? Har det sorte marked fat i noget? Mig bekendt er der én ting, der motiverer os, og det er lyden af raslende mønter og blafrende pengesedler. Mon ikke der ville være flere, der satte kryds i »ja tak«-feltet, hvis der fulgte en pose penge med? Hvor staten kunne betale penge for dine organer, og fortjenesten kunne komme dine efterladte til gode. Eller hvor man kunne give samtykke til, at staten måtte bruge alle ens organer, når man er død, mod at den samlede værdi bliver fratrukket den skat, man betaler, mens man er i live.
Ja, ja – det lyder utænkeligt. Men hvorfor egentligt? Lyder det for dyrt? Det er jo i forvejen omkostningsfuldt for samfundet, når alle de liv går til, fordi der mangler organer. Det er vel elementær cost-benefit. Når så mange af os vælger at hoppe i graven med alle vores indvolde, hiver vi jo gerne en håndfuld skæbner med os, der ellers kunne være blevet raske og tjent penge til samfundet. Se, dét er dyrt.
Faktisk så dyrt, at Finansministeriet i 2020 satte det såkaldte statistiske menneskeliv til at være 32 millioner kroner værd. Selv hvis beløbet var lavere end det, kræver det kun beskeden forretningssans at forstå, at et hjerte til – skal vi sige 25.000 kr. - er en god handel for staten, hvis det kan proppes i brystet på en skatteindbringende borger, der ellers ville være død. Hvis vi absolut skal være filosofiske, kaldes dette udsyn for utilitarisme og betyder blot, at det er moralsk at maksimere den samlede mængde velfærd.
Nogen vil indvende, at det er en kold, kapitalistisk tilgang. Men mon ikke den alligevel luner hos de danskere, for hvem et nyt hjerte er det eneste, der holder blodomløbet i gang? Samtidigt er der ingen tvang, ingen etiske spørgsmål om autonomi eller om statens moralske ret til automatisk at gøre krav på vores organer. Der er tale om en frivillig aftale. Og lur mig om ikke flere af os ville give vores organer væk, når vi er døde, hvis de kunne byttes ud med penge til flere oplevelser, mens vi er i live.
Vi kan selvfølgelig også bare læne os tilbage og håbe, at danskerne en skønne dag bliver lidt mere altruistiske. Lidt mere velgørende og bare donerer deres organer med øje for den gode sags tjeneste. Jeg tror ikke på det, for selvom organdonation har været et tema i 60 år, er det stadig kun hver femte, der melder sig under frivillighedens faner. Omvendt plejer økonomiske motivationer at hjælpe. Er det ikke også panten, der får dig til at aflevere flasker?
Derfor foreslår jeg, at man kan sælge sine organer til staten. Til politikerne står dette tilbud ved magt: I kan få hele mit kadaver for 100.000 kr.
Først bragt i Politiken · 2023
Om tid
»Lige lidt uopfordret ros herfra. Virkelig godt debatindlæg i Politiken i går!«
Tik, tak, tik, tak. Tiden går hurtigere, jo ældre man bliver. Mon ikke du kender følelsen? Hvordan barndommen virkede så lang, mens alting nu går med fandens fart. Hvordan der pludselig blev langt at scrolle, når Momondo kræver dit fødselsår. Eller hvordan dem i familiealbummet pludselig ikke ligner os, der sidder omkring søndagsbordet. Tiden føles hurtigere, livet kortere, og ingen aner, at vi selv betjener tidsmaskinen, der står bag det hele.
Jo, jo – det lyder måske som en omgang 'Back to the Future', men faktisk er der ingen science fiction i det. Videnskaben har længe forstået, hvorfor også det virkelige liv kan føles som en køretur i Doc's DeLorean, og hvordan man sagtens kan skrue ned for tiden igen, så årene ikke bare passerer i bakspejlet.
Virkelighedens tidsmaskine hedder oddball-effekten og er et veldokumenteret, psykologisk fænomen. Tiden går hurtigere, jo mere rutinepræget vores hverdag er. Omvendt går den langsommere, når man oplever nye ting, der skiller sig ud i vores hukommelse. Derfor varede barndommen så længe, det samme med opstarten på den nye arbejdsplads eller de første dage af ferien i udlandet. Fordi det hele er nyt.
Det er altså muligt at skrue ned for tiden igen. Men det kræver, at man anskaffer sig det store turpas til livets ophold, så ikke man kører rundt i den samme røvsyge karrusel indtil lukketid. Ej at forveksle med carpe diem og andre floskler om, at man skal huske at nyde øjeblikket – oddball-effekten handler alene om, hvordan man får det pokkers øjeblik til at vare en lille smule længere.
Og her er så problemet. Et hurtigt blik på den almindelige danskers hverdag viser desværre, hvordan forskellige kræfter i samfundet fører til, at livet føles kortere og kortere. Politikere, teknologien og forbrugskulturen har i årevis indrettet den sociale virkelighed sådan, at livet bliver stadigt mere rutinepræget. Kort sagt, trykket på alle de knapper, der får tiden til at gå hurtigere.
Tag bare politikerne og alt deres effektivisering. Vi skal være flere og flere år på arbejdsmarkedet, uddanne os hurtigere (for at komme i arbejde) og senest fik alle en ekstratur i karrusellen med afskaffelsen af Store Bededag. Det hele medvirker til, at hverdagen gøres mere rutinepræget. Nuvel, de prøver bare at holde vores lille danske biks rentabel i det store økonomiske system. Pointen er blot, at tendensen på arbejdsmarkedet er endnu et ryst på timeglasset, der får alles liv til at føles kortere.
Også teknologien og forbrugskulturen spiller ind. Hvor stor en del af hverdagen bruger vi ikke på at swipe os til den næste ligegyldighed? I sidste uge viste en opgørelse, at unge i alderen 16-17 bruger TikTok i 2.5 time om dagen i gennemsnit – i gennemsnit! – og dertil følger timerne på Instagram, YouTube og Facebook. Tilværelsen kan dårligt blive mere rutinepræget, end når man cirkulerer rundt i timevis på den kinesiske app, hvis eneste raison d'être er at holde på vores opmærksomhed og gøre os afhængige. Det er ren brændstof på den lille tidsmaskine.
Sluttelig, lever vi med en så imponerede grad af velstand, at man med en viftende pegefinger kan blive serviceret med, snart sagt hvad som helst, af tjenester som Netflix, Wolt og PlayStation. Pyt med biografture, restaurantbesøg og rollespil. Det hele er rykket hjem i stuen, og det samme er altså oddball-effekten.
Det er ikke så underligt, at livet føles hurtigere, at der pludselig blev langt at scrolle på Momondo, eller at vi ikke længere kender dem på familiebilledet. Oddball-effekten er reel og accelerer i takt med de nævnte ændringer i vores samfund. Alle mærker, hvordan tiden bare forsvinder. Og mens politikerne og techindsustrien formentlig ikke viger tilbage for denne eksistenskrise, vi alle har, kan man da passende spørge sig selv, om der er noget, man selv kan gøre? Husk på, tidsmaskinen har faktisk en skru-ned-knap.
Først bragt i Politiken · Dato følger
Om nytår
Læs den bragte version hos Politiken link følger
»Gå aldrig tilbage til en fuser«. Det lærer man fra barnsben, når det kommer til fejringen af nytår. Og alligevel vender vi glædeligt tilbage til den fuser af en fest, som nytår er blevet til. En aften, der aldrig lever op til forventningerne. Men hvad er det, der går galt?
En mulig forklaring er den fortælling, som vi skaber for nytårsaften. Hvor det hele skal gå op i materialisme og overdådighed. For midt i bøffer, pakker, hatte, briller, krudt, sprut, karaokemaskiner, glemmer vi det, som nytår bør være. Nemlig en fejring af året og tiden. Det er den sande fortælling om nytår. En dag med refleksion.
Men i den kollektive bevidsthed er nytår blevet til et orgie af glimmer og glamour. Hvor den oplagte mulighed for lidt refleksion bliver sløret til af alkohol. Hvor ethvert optræk til eksistentialisme ryger ad helvedes til sammen med alle de springende champagnepropper. Og tilbage står en fuser af en tradition, en undskyldning for at kunne mæske os i godter – en sidste opfedning til vinterhiet, i rækken med Halloween, Black Friday og julefrokoster.
Men hvis man gider at kigge efter, vil man se, at aftenen lyses op af meget andet end overpris-raketter fra T-Hansen. Bevares, jeg har selv en ømhed for lidt krudt, lidt sprut og alt det andet ved nytår, der kan pirre det materialistiske g-punkt. Men pointen er, at de ting, der gør aftenen speciel, er immaterielle, og de går ofte tabt i fortællingen.
Tag for eksempel den intime stemning, der besjæler os i timerne op til klokken 00.00. Der er ikke noget andet tidspunkt på året, hvor alle bare indfinder sig i nuet som i det tidsrum, hvor vi følger nedtællingen til midnat. En sjælden tilstedeværelse, hvor en hel befolkning giver sig hen til urskiven på et rådhus – giver sig hen til øjeblikket.
Det er et mindre mirakel i en digital og kulturløs tidsalder, hvor ellers ethvert opløb til intimitet kvæles i sin fødsel. Hvor lyden fra en iPhone er en kronisk tinnitus, der gør os døve for vores omgivelser og for hinanden. Men lige præcis dér, i godt og vel seks timer, møder vi hinanden i et uspoleret nærvær i tid og rum.
Men nytåret har flere mirakler. Flere noder af magi, som desværre går næsen forbi, fordi de ikke dufter af hummerbisque og pocheret torsk i kantarelsauce. Her taler jeg om den vanvittige eufori, der opstår i os, når først midnat indtræder. Alle kender tidspunktet, men da vi slikker os om munden for alle de forkerte ting, opfanger vi dårligt, at dette øjeblik er nytårsmenuens helt store smagsgiver.
For på hvilket andet tidspunkt gennemlever en hel nation – ja, tag bare alle nationerne i vores tidszone – en fælles ekstase på denne måde? En trykbølge af kærlighed slår gennem vores geografiske breddegrader, kortfølt som en orgasme, hvor vi kysser og krammer alle, kendte som ukendte, der nu engang kan nås af vores vingefang. Men lige så hurtigt som det sker, lige så hurtigt forsvinder magien og enhver hukommelse om den. Og voila: nu står vi her igen, med hummer, torsk og misforståelsen om, at nytårsmagien er en luksus, der kan købes hos fiskehandleren.
Værst er det glamourøse vanvid gået udover den tradition, der er selve nytårets essens. Nemlig den naturlige tænkepause, som årsskiftet giver os, hvor vi for en sjælden gangs skyld kan gøre status på vores liv. Tænke lidt. Hvor vi kan reflektere over livet, dem vi har mistet, hvad året har bragt os, og hvad vi håber for det nye. På mange måder et tredje mirakel – at kunne grave åndeligheden frem i vores kulturløse tidsalder.
Men om vi vælger at gøre det, er en anden sag. Og også her spiller materialismen ind. For hvem fanden har tid til den slags, når først røgmaskinen og diskokuglen går i gang? Så pokker være med nytårsforsæt og tanker til de efterladte – dem stikker vi da bare ild til sammen med resten af krudtet! I det pompøse show går de moralske og eksistentielle overvejelser op i røg og falder til jorden som sørgelige, iturevne fragmenter.
Og der står vi så, i ramme alvor, og undrer os over, hvorfor nytår altid skuffer. Iført den sædvanlige brille med påmonteret næse, en lille hat, og den der lille trutter vi har munden – ja, så ser vi da lige så dumme ud, som vi åbenlyst er. For her har vi alletiders mulighed for en fortryllende fest med nærvær, eufori og lidt tiltrængt refleksion, men skyller det hele væk i et opkast af champagne og kantarelsauce.
Nu vil den festglade type sikkert indvende, at jeg bare er en forstokket filosof. Ham den kedelige, der hellere vil sidde foran pejsen med familien og drikke et par glas. Gab! – for ve den, der ikke gider at drikke sig i hegnet med os andre! Til denne festglade type ønskes et rigtig godt orgie.
Er der alligevel nogen, der godt kan se galskaben i det hele, ønskes I et rigtig godt nytår. Med alt, hvad nytårsfesten bør indeholde. Hvor man skærer alt det overflødige fra og kun bevarer det, man nu engang finder meningsfuldt. Fordi aftenen behøver ikke være ligesom sidste år, alene fordi at det var sådan, den var. Det hedder trods alt nytår.
Så lad nu vær med at gå tilbage til den fuser!